Svenstrup Skole – fast praktikskole for Professionshøjskolen University College Nordjylland, læreruddannelsen
Mål og intentioner
På Svenstrup Skole vil vi gerne:
- at de studerende oplever at være velkomne på skolen og finder sig til rette i skolens dagligdag og i det kollegiale fællesskab.
- at der er en god kommunikations- og uddannelseskultur omkring praktik og praktiksamarbejdet.
- at de studerende møder kompetente og engagerede praktiklærere.
- at de studerende gives en høj grad af selvstændigt ansvar for planlægning og gennemførelse af undervisningen inden for teamets og skolens rammer.
Forventninger og krav
På Svenstrup Skole forventer vi, at den studerende:
- har gjort sig egne tanker om, hvorfor han/hun vil være lærer.
- via Praktiknøglen og evt. andet materiale har sat sig ind i indhold, formål og mål for det konkrete praktikforløb.
- har overvejet, hvilke ønsker og udfordringer, han/hun vil have indfriet i praktikforløbet og aktivt og selvstændigt udnytter praktikperiodens muligheder.
- betragter praktikken som et fuldtidsarbejde.
- er indstillet på den høje grad af samarbejde, som er påkrævet i dagens skole.
- i god tid laver aftaler om undervisningen i praktikperioden, og at praktiklæreren bliver gjort bekendt med de skriftlige planer for undervisningen.
- benytter skriftlighed i praktikken og bl.a. observerer, registrerer og vurderer medstuderendes og egen undervisning og anvender praktikdagbog til at fastholde episoder, overvejelser og refleksioner.
- forbereder sig til vejledningstimerne og indgår aktivt i dialogen med praktiklærer og medstuderende.
- efter afslutningen af praktikforløbet giver Svenstrup Skole en skriftlig tilbagemelding med vurdering af praktikken.
Procedurer
På Svenstrup Skole er det vores hensigt, at
- de studerende forud for praktikforløbet møder praktiklærerne og en repræsentant for skolens ledelse (praktikkoordinatoren). Ved mødet orienteres om de praktiske forhold på skolen vedrørende praktikken, der udveksles personlige data og indgås aftaler om praktikforløbet.
- de studerende i god tid har kontakt med de praktiklærere, som de skal samarbejde med.
- at praktiklærerne forud for første møde har orienteret sig i bestemmelserne vedrørende praktiksamarbejdets indhold og fokus, og at de ved det første møde sammen med de studerende gennemgår disse bestemmelser.
- at praktiklærerne og de studerende forud for praktikforløbet i fællesskab laver klare aftaler om praktiksamarbejdets elementer, herunder aftaler om skriftlighed vedrørende planlægning og vejledningstimernes indhold, praktikdagbog og om praktiklærerens rolle i de studerendes undervisning.
- at praktiklæreren og de studerende evaluerer det afsluttede praktikforløb ved en mundtlig samtale.
Om personalerummet
Der er fri kaffe/te - og på brøddage er der også brød til de studerende. Der er køleskab til madpakker og evt. drikkevarer i garderoben i personalerummet.
Om forberedelse
I princippet kan alle skolens ledige rum benyttes til forberedelse. Ved personalerummet er der kopimaskine til medarbejderbrug. Bøger og andet lærer materiale udlånes af praktiklærer eller skolebibliotekar, som foretager registrering. Brug af faglokaler og av-udstyr forudsætter reservation på AULA. Spørg praktiklæreren i god tid. Sakse, limstifter m.m. fremskaffes i forbindelse med planlægning af undervisningen. Spørg praktiklæreren. Lån af materialer fra CFU og Pædagogisk Mediecenter aftales med praktiklæreren i god tid.
Om fravær
Den lærerstuderende har mødepligt til alle praktikkens dele, med mindre andet er aftalt. Sygemelding sker til skolens kontor inden kl. 07.30 – uanset mødetidspunkt. Sygemelding kan afgives for én eller flere dage ad gangen. Besked om fravær videregives til praktiklæreren. Forlængelse af sygemelding ud over det først oplyste foretages så tidligt som muligt – senest næste morgen. Er der behov for frihed i særlige anledninger, skal der ske henvendelse til praktikkoordinatoren
Om børneattest
Aalborg Kommune forlanger, at der indhentes en såkaldt børneattest for personer, der arbejder med børn. Skemaerne udleveres fra kontoret og udfyldes ved første henvendelse på skolen.